Bestigning af Kebnekaise

7.37 Rejsen til Lapland

Et SAS-fly fra Stockholm til Kiruna i Lapland, 45 minutter med bussen Nikkalouktaexpress, og du er ved Nikkaloukta fjeldstation. Det er porten til Sveriges højeste fjeld Kebnekaise samt en populær indgang til Sveriges mest berømte langdistancevandresti Kungsleden (kongestien), som løber mellem Abisko og Hemavan. Det er her, at vejen ender, og hvor det ægte eventyr begynder. Vi er 150 km nord for den nordlige polarcirkel, og landskabet foran os er uendeligt smukt. 

Medmindre du er meget ivrig efter at komme frem, kan du øge energiniveauet med en tidlig frokost, inden du drager af sted – menuen, der består af lokale retter som fisk, elg, rensdyr, er en oplevelse.

12.00 Vandring til basislejren

Middag, og så af sted igen. Efter 4 km's “gåtur i parken” når vi Enoks restaurant – et godt pitstop – og en båd, der tager os over søen Ladtjojavri og forkorter turen op igennem Vistas dalen med 6 km. Hvis du er en virkelig øvet vandrer, kan du gå de 19 km op til Kebnekaise Fjällstation, med hvis du ønsker at spare på energien til den sidste del af turen, skal du betale 350 SEK og nyde de 20 minutters sejllads over søen. Hvis du besøger stedet i juni eller juli, vil du også blive belønnet med den uforglemmelige midnatssol og endeløse dage, hvor solen aldrig går ned.

Kl. 18.00 Det første mål er nået!

At nå Kebnekaise Fjeldstation i tusmørket er som at snuble over en oase i ørknen. Vi får os et varmt brusebad og en hurtig tur i saunaen, inden vi styrter af sted til det obligatoriske møde med alle de klatrere, der har bestilt en guidet tur langs den østlige rute den efterfølgende dag.

20.00 Obligatorisk møde

Kebnekaise blev første gang besteget i 1883 af franskmanden Charles Rabot. Seks år senere var den 17 årige Alfred Björling den første svensker, der nåede toppen. Gletsjeren, vi skal passere på vores vej op til fjeldtoppen, er opkaldt efter ham. Vores guide Johan pakker ikke tingene ind: “Vi vil få dig til at vende om, hvis du sætter gruppens tempo ned. Vi vil få dig til at vende om, hvis du ikke har et udstyr med, der kan tåle regn. Og når vi passerer Storbacken, kan du ikke vende om, du er nødt til at følge med, ligegyldigt hvad.”

Jeg er ikke den eneste i rummet, der begynder at fortryde, at de har tilmeldt sig denne vandretur.

“Vejret i fjeldene er meget omskifteligt. Du skal være forberedt på regn, sne og stærke vinde sammen med dårlig sigtbarhed,” fortsætter Johan, inden han giver os en hurtig demonstration af, hvordan man bruger klatrepigge og klatreudstyr.

Nu begynder jeg virkelig at få sommerfugle i maven. Vi er længe oppe for at læse på lektierne, forberede vores udstyr og lære at bruge klatrepigge.

Kl. 5.30 Opvågning!

Spændingen på gangene og i de fælles badeværelser i hytten er så tyk, at du kan skære i den med en kniv. Vi gør os klar i stilhed, og kl. 5.55 venter en lang kø af vandrere – alle iklædt merinould – ivrige efter, at morgenmaden åbner, fristet af duften af nybagt brød. Vi følger vores instruktioner og pakker ekstra sandwicher, supper og æg til frokosten.

7.10 Tid til afgang

Den klare blå himmel og solskinnet hjælper på humøret, men vi er stadigvæk en ret stille gruppe, der følger stien i hælene på vores guide Johan. Fire timers søvn, inden vi bestiger vores første bjerg nogensinde, og det højeste fjeld i Sverige, er ikke ligefrem ideelt. Den første halve time er som en tur i parken. En park med klipper, men alligevel. Så begynder klatreturen. Eller i det mindste, hvad vi tror nu er “en klatretur.”

7.28 Så går det opad

Storbacken tårner sig op foran os. Det er den mest anstrengende del af hele ruten. Vi går opad på en vindblæst sti i 25 minutter, hvorefter vi hviler i fem. Går 25 minutter, hviler fem.

Jeg gør mig endelig fri af min rygsæk og finder min vandflaske frem, da Johan pludselig siger: “Et minut til afgang.” Jeg forsøger at få nogle nødder og rosiner i mig for at holde energien oppe, inden jeg skynder mig efter gruppen. Havde han ikke pacet os, ville vi have siddet fast på dette fjeld.

8.30 Vadetur over elven

Vi vader over bækken Jökelbäcken med vandet sprøjtende. Heldigvis er vandniveauet lavt, og ingen bliver rigtig våde. Foran os venter der et alpint terræn, stejlt og fuld af klipper, og vi er brutalt udsat for det barske vejr og de kraftige vinde. Samtidig får vi det første glimt langt ude i horisonten af de sneklædte toppe.Udsigten er utrolig. Hver gang vi tager et hvil på fem minutter, vender jeg om for at få en idé om, hvor langt vi er kommet – og hvor langt der er hen til målet!

9.30 Et skiftende landskab

Kebnekaise er en krævende klatretur, og hvert år sker der ulykker. Der er en højdeforskel på 1.400 meter at kæmpe sig opad – og nedad – og den østlige rute tager 10-12 timer. Vi har stadig lang vej at gå. Landskabet skifter endnu engang. Pludselig ligger der en dal af kæmpe ujævne klipper forude for os.

“Fart betyder sikkerhed i fjeldene,” fortæller vores guide Johan, da han forsøger at sætte vores tempo op, mens vi klatrer, hopper og kravler over forhindringerne – der ligger tusindvis af dem foran os, men også bag os.

10:44 Björlings gletsjer

Endelig når vi Björlings gletsjer. Den sommerlige fornemmelse, vi havde i morges nede i dalen, er helt væk, og vi skynder os at finde vores dunjakker frem. Vi har nået en anden verden, et vinterlandskab omgivet af snedækkede fjelde. Kebnekaise-massivet er helt dækket af gletsjere som Kebnepakte gletsjer, Isfall gletsjer, Storgletsjer og Rabots gletsjer for bare at nævne nogle af dem.

Vi holder en hurtig tissepause og får os noget kaffe og en energibar. Gletsjeren ligner en flad mark med almindelig sne. Her venter der os en 225 meter dyb klump af is dækkende et areal på 1,6 kvadratmeter. Klatrepiggene på, og vi stiller os op langs rebet, som binder os sammen, og så af sted. De få gletsjerspalter er små, og at være i en stor grupper betyder, at det er sikkert, forsikrer Johan os – skulle en af os falde ned i en revne, vil vægten af resten af gruppen let kunne kompensere for det. Det er godt at vide, selvom tanken om at falde ned i en gletsjerspalte langt fra er tiltalende. 

11.03 Væggen

Bundet sammen som elefanter, der holder hinanden i halen, bliver vi ved med at gå. Et skridt ad gangen i et støt tempo, som er langsomt nok til, at jeg kan tage nogle billeder og spise noget chokolade undervejs. Chokolade er min overlevelsesstrategi for dagen. Masser af chokolade. Selvom jeg ikke kan lade være med at spekulere på, hvordan i alverden vi kan klatre lige op ad den lodrette isvæg og klipperne forude.

12.20 Klatringen

Har jeg nævnt, at jeg er forfærdelig bange for højder? Efter en livsfarlig ulykke her i 2002 er sikkerheden blevet forbedret, og jeg føler mig overraskende sikker, da vi fastgør os til de fastgjorte via ferrata-reb. Den klatring, jeg har frygtet for i månedsvis, er lettere end forventet. “Scrambling” er måske et mere beskrivende ord for det faktisk.

13.00 Sidste etape

Vi kravler over afsatsen på toppen og ser toppen for første gang. Den er dækket af sne og mindre end forventet. Vi når de højeste punkter af massivet langs højderyggen kaldet “Vargryggen” (ulveryggen), der løber fra syd mod nord til Kebnepakte i 1.990 m. Det er der, vi skal op. Vi er nået op i 1.800 m over havets overflade. Gåturen op til toppen herfra er forholdsvis behagelig, sammenlignet med hvad vi har været igennem, men vores ben er trætte. Her mødes den vestlige og østlige rute, og der er masser af vandrere på tur. De, der er på vej ned, er alle glade og smiler og opmuntrer os. De, der på vej op, er tydeligvis mindre muntre.

13.27 Toppen er nået!

Den sydlige tinde er et smalt isdækket klippeplateau. Den isdækkede kam skal man gå på med stor forsigtighed – livsfarlige ulykker er sket for folk, der er gledet ned af begge sider. Toppen siges traditionelt at være 2.111 m høj, men pga. den rekordvarme sommer er gletsjeren på den sydlige tinde smeltet så meget i august, at den nordlige tinde (som regnes for det højeste fast punkt i Sverige) blev udråbt som den højeste fjeldtop. Men takket være nyligt faldet sne er den sydlige tinde igen blevet det højeste punkt.

Kl. 13.27 når vi toppen. I klart vejr kan man se et område så stort som 10 % af Sverige fra bjergtoppen. Desværre var det meste af vores udsigt sløret af skyer, men det er alligevel en følelsesladet oplevelse. Vi gjorde det! Jeg blive overvældet af en latterlig primitiv følelse af bedrift – mand (eller i dette tilfælde kvinde) kontra bjerg – fuldført! Vi gjorde det!

18.07 Vi gjorde det!

Omkring kl. 18 vakler vi ind på fjeldstationen igen, og vi føler os som andre mennesker, end da vi forlod stedet i morges. Vi overlevede. Vi besteg dette fjeld. Vi fortjener i den grad et glas prosecco! Den anden præmie er den bestilte tre retters middag på restauranten. Bare ærgerligt, at vi er så trætte, at vi snart ikke kan bunde et glas vin!

10.00 Dagen derpå

Vi er i den grad glade for, at vi bestilte en ekstra dag i hytten. Vi havde taget lørdagen med for en sikkerheds skyld, i tilfælde at turen om fredagen skulle blive aflyst pga. dårligt vejr (hvilket vi har fået at vide sker tit). Nu, hvor vores mission er fuldført, var lørdagen ren “ferie.” Vi sov længe, nød morgenmaden uden sommerfugle i maven eller det stress, det var at pakke og komme af sted. I stedet for laver vi noget tiltrængt stretching udenfor og tager på en dagstur og nyder frokosten med udsigt over det farverige landskab. Om aftenen går vi i sauna og flotter os med endnu en tre retters middag i restauranten.

20.30 Tid til at flyve hjem

Der er tid til den sidste kaffe med udsigt inden takeoff. Det tager den røde helikopter omkring otte minutter at nå tilbage til Nikkaloukta – betydeligt hurtige end den seks timers vandretur til fods. At se landskabet ovenfra er en speciel fornemmelse. Og efterhånden som fjeldstationen gradvist bliver til en lille prik, lover jeg til mig selv, at jeg vil vende tilbage. Men næste gang skal jeg have mine teenagebørn med på vandreturen.